Gå til indhold
Søg
Tre billeder fra sidste års konference om læringsrum

Innovative læringsrum i skolen 2026

Praksisnær konference om læringsmiljøers betydning for undervisning, trivsel og engagement.

Praktisk information

Dato

Onsdag d. 11. november 2026
Kl. 09.00 - 15.45

Tilmeldingsfrist

21. oktober 2026

Pris

1225 kr.

OBS!

Husk 3 workshopønsker ved tilmelding

Tilmeld

Kursusbeskrivelse

Fagfornyelsen i grundskolen kalder blandt andet på mere praktisk orienteret undervisning, elevinddragelse og motivation. Hvis eleverne skal arbejde undersøgende, eksperimenterende og virkelighedsnært, og hvis der skal være plads til mange deltagelsesformer, kræver det nogle særlige fysiske rammer.

På denne konference undersøger vi blandt andet, hvordan skolens fysiske rum kan understøtte skolens pædagogiske mål og gøre eleverne til aktive medskabere.

Du får:

  • Ny viden: Det nyeste fra forskningen samt konkrete eksempler på elevinddragelse.
  • Praktiske workshops: Hands-on arbejde med “små greb”, du kan implementere i eksisterende rammer uden store budgetter.
  • Konkrete redskaber: Fysisk, trykt refleksionsmateriale, som du kan bruge direkte i egen hverdag bagefter.

Bliv inspireret, udbyg dit netværk, og få værktøjerne til at omsætte fagfornyelsens ambitioner til virkelighed!

Konferencen er arrangeret af Det Kongelige Akademi og Future Classroom Lab – støttet med midler fra Fonden for Entreprenørskab.

 

Program

9.00  Velkomst v. Future Classroom Lab og Det Kongelige Akademi

9.30  Innovative læringsrum – med flere deltagelsesmuligheder
Oplæg v. Charlotte Rørvig Haaber, lektor på UCN – har gennem mange år arbejdet intensivt med deltagelsesdidaktik.

Innovative læringsrum handler om meget mere end moderne møbler og fleksible vægge. Det handler om, hvordan de fysiske rammer understøtter pædagogikken.
Hvordan vi kan tænke og designe de innovative læringsrum, så de ikke kun er nye, men rent faktisk skaber reelle deltagelsesmuligheder og inviterer flere elever til at deltage aktivt i undervisningen? Få et unikt perspektiv på, hvordan deltagelsesdidaktik og innovative læringsrum kan spille sammen.

10.15 Fælles refleksion ved bordene

10.30 Kaffe ‒ og gang til workshops

10.50 Workshops ‒ runde 1

11.50 Frokost

12.30 Hvordan hænger læringsrum sammen med innovation og entreprenørskab?
Kort indspark v. Peter Rasmussen, Fonden for Entreprenørskab

12.40 Turen går til Campus Carlsberg
Fælles opdagelse, oplevelse og refleksion: Hvad oplever vi, når vi træder ind i et rum?

14.10 Kaffe ‒ og gang til workshops

14.30 Workshops ‒ runde 2

15.30 Tak for i dag

 

Work- og talkshops

OBS! Husk at notere 3 workshopønsker (i prioriteret rækkefølge), når du  tilmelder dig. Brug notefeltet.

A. Aktive elever i det elevcentrerede rum

v. Josefine Jack Eiby, Læringsrum 2.0

Få en bouillonterning af teknikker fra Det tænkende klasserum, værksteder og klasseledelse. Alt sammen med det formål, at eleverne oplever engagement, motivation, mening og variation. Hvordan kan vi udnytte rummets muligheder og overflader, fordele eleverne og skabe flere aktiviteter samtidigt?
Målet er at få eleverne op af stolen og ud på gulvet. At inddrage dem i arbejdssteder, valgmuligheder og styrke deres ansvar og engagement. Du bliver udsat for en miniudgave af en lektion, så du oplever principperne i praksis på egen krop, samtidig med at du får mulighed for en tur i refleksionshelikopteren.

Målgruppe: Lærere og pædagoger i grundskolen samt undervisere på ungdomsuddannelser.

Josefine Jack Eiby er lærer gennem 14 år og nu konsulent for udvikling af læringsmiljøer i skoler. Hun har smidt borde, bøger og det, vi plejer at gøre, ud af lokalet og eksperimenteret med det elevcentrerede læringsmiljø, hvor eleverne er aktive.

 

B. Deltagelsesdidaktik og mangfoldige læreprocesser

v. Charlotte Rørvig Haaber, lektor på UCN

Det fysiske læringsrum er med til at understøtte, at lærerens didaktiske overvejelser med brug af mangfoldige læreprocesser, kan blive en realitet. Det kræver i første omgang en bevidsthed om læringsrummets betydning for lærerens didaktiske valg, og hvordan indretningen kan understøtte brugen af mangfoldige læreprocesser.

Vi går dybere ind i, hvad “deltagelsesdidaktik” er, og hvordan undervisning kan planlægges, så alle elever har deltagelsesmuligheder. Og vi kigger ind i, hvilke læringsbarrierer undervisningen kan give eleverne, hvordan valgmuligheder i læreprocesser kan skabe deltagelsesmuligheder, og hvordan man kan inddrage elevperspektivet.

Målgruppe: Lærere, pædagoger og ledere i grundskolen.

Charlotte Rørvig Haaber er uddannet lærer og har en master i læring og forandringsprocesser. Hun er medforfatter til bogen ”Deltagelsesdidaktik – undervisning for alle” og en helt ny udgivelse ”Deltagelsesdidaktik i praksis”.

 

C. Fremtidens læringsrum ‒ fra idé til handling

v. Karen Hemmingsen og Tenna Hansen, stiftere af Designlaboratoriet

Med afsæt i læringsmodellen RUM for… undersøger vi, hvordan rum og zoner med enkle greb kan understøtte processer fra problemstilling og idéudvikling til handling, løsning og fremtidsscenarier.
I forlængelse af fagfornyelsens ambition om mere deltagende, undersøgende og praksisnære undervisningsformer ser vi på, hvordan den fysiske indretning kan understøtte elevers engagement, deltagelsesmuligheder og oplevelse af medskabelse i læringsprocesser. Du får også ideer til, hvordan rum og zoner kan etableres med enkle greb som materialer, farver, symboler og møblering. Vi arbejder samtidig med, hvordan disse rumlige greb kan understøtte både sanselige, kropslige og kognitive dimensioner af læring.

Målgruppe: Lærere og undervisere i grundskolen, på ungdomsuddannelser og på videregående uddannelser.

Karen Hemmingsen og Tenna Hansen er specialister i æstetiske processer og designmetoder. De har udviklet læringskonceptet RUM for…, som bygger på designprocessen som didaktisk ramme og organiserer læring i forskellige rum og faser. Begge har mastergrader fra Det Kongelige Akademi og over 15 års erfaring fra design-, undervisnings- og udviklingsfeltet.

 

D. Makerspace ‒ et kreativt og legende læringsrum

v. Lasse Remmer og Martin Thun Klausen, pædagogiske konsulenter i Future Classroom Lab under CFU

Har du lyst til at starte rejsen med at lave nye kreative og legende læringsrum? På denne workshop hører du om makerspaces som fænomen og får bud på et mere projektorienteret og skabende læringsrum. Vi eksperimenterer med at lave prototyper af læringsrum, og med udgangspunkt i Future Classroom Labs fysiske manifestation og erfaringer fra arbejdet med makerspaces i hele landet inspirerer vi hinanden og skaber muligheder for at tage hjem og gøre noget i egen praksis. Workshoppen introducerer også tinkering som en pædagogisk ramme og didaktisk tilgang til at bygge bro mellem elevernes levede liv og skolens fag.

Målgruppe: Lærere og undervisere i grundskolen, på ungdomsuddannelser og på videregående uddannelser.

Lasse Remmer og Martin Thun Klausen har begge en lærerbaggrund, og arbejder med blandt andet makerspaces, kompetenceudvikling, teknologiforståelse, innovation m.m. De er medforfattere af bogen “Tinkering i skolen”.

 

E. Plads til alle ‒ hvad ved vi om rum, der styrker deltagelse og fællesskab?

v. Ulla Kjærvang, Aalborg Universitet

Hvordan kan skolens fysiske læringsmiljø styrke elevers oplevelse af at høre til, deltage og lykkes – både fagligt og socialt? Vi undersøger, hvorfor nogle rum ser ud til at skabe bedre betingelser for fællesskab, trivsel og engagement end andre. Og vi ser på, hvilke rumlige greb og organiseringer der gør en forskel, og hvordan skolens fysiske rammer kan understøtte deltagelsesmuligheder for alle elever. Workshoppen bygger på projektet SKOLENS RUM samt evaluering af specialskolen Stensagerskolen Aarhus ‒ og byder både på oplæg og tid til dialog og refleksion.

Målgruppe: Alle, der er optaget af rummets design og betydning for fællesskab og deltagelsesmuligheder.

Ulla Kjærvang er arkitekt MAA og videnskabelig assistent ved Aalborg Universitet med speciale i fysiske læringsmiljøer, deltagelse og tilhørsforhold. Hun har udviklet uddannelsen ’Rum og pædagogik’ hos DCUM og er forfatter til udgivelsen SKOLENS RUM, hvor 18 skoler er blevet undersøgt gennem besøg og interviews.

 

F. PLAYLAB ‒ når rummet stemmer til leg

v. Elisabeth Perret-Gentil og Betina Kargaard Jakobsen, KP

Træd ind i Playlab, KP’s legelaboratorium, hvor læring bliver kreativ, kropslig og eksperimenterende. Her oplever du et læringsmiljø, der understøtter legende tilgange til læring gennem rummets indretning, didaktiske principper og materialer. I workshoppen får du indblik i et læringsmiljø, som understøtter legende læring. Du kommer selv til at deltage i legende øvelser, som åbner for refleksion over din egen praksis og giver inspiration til læringsrum og nye perspektiver på rum og læreprocesser. Vi dykker ned i didaktiske principper, materialer og metoder, der understøtter undersøgende og eksperimenterende læreprocesser.

Målgruppe: Lærere og pædagoger samt undervisere på ungdomsuddannelser og lærer- og pædagoguddannelsen.

Elisabeth Perret-Gentil er konsulent i PlayLab, og Betina Kargaard Jakobsen er underviser på læreruddannelsen, begge på Københavns Professionshøjskole.

 

G. Praksisfaglige læringsmiljøer: konkret inspiration og skabelse

v. Ruben Kirkegård, ejer af Procraft

Mange skoler vil styrke praksisfaglighed og projektbaseret læring. Alligevel ender det ofte i enkeltstående tiltag: et makerspace her, et nyt lokale der. I denne workshop får du indblik i erfaringer fra mere end 300 skolebesøg og projekter over hele landet – fx hvad der går igen, når skoler skaber miljøer, der faktisk understøtter undervisningen. Vi undersøger, hvordan rum, didaktik og organisering spiller sammen, og hvad det kræver at tænke hele skolen som et praksisfagligt miljø – ikke som enkeltstående lokaler. Vi ser også på, hvordan man kan bruge de forskellige læringsmiljøer, man allerede har, og hvad man så måske kommer til at mangle.

Målgruppe: Primært ledelser og fagpersoner, der arbejder med det fysiske rum.

Ruben Kirkegård har mange års erfaring med udvikling og opbygning af praksisfaglige læringsmiljøer samt en stor indsigt i, hvordan fagplaner påvirker skolens flow i læringsmiljøerne.

 

H. Rum som rammer: Undersøg jeres læringsmiljøer i praksis

v. Rikke Egeberg og Pernille Lomholt, Professionshøjskolen Absalon

Hvordan inviterer forskellige rum, indretninger og steder til forskellige former for læring og undervisning?
Gennem en praksisnær tilgang undersøger vi sammen, hvordan læringsmiljøer kan understøtte eller begrænse samarbejde, fordybelse, bevægelse, dialog og kreativitet. Du får mulighed for selv at opleve og undersøge forskellige typer læringsmiljøer – og reflektere over deres betydning for undervisningens organisering og elevernes deltagelse. Workshoppen introducerer et simpelt dialogværktøj, som du kan anvende sammen med både kolleger og elever til at kortlægge og udvikle skolens eksisterende læringsmiljøer.

Målgruppe: Primært til lærere, pædagoger, vejledere og skoleledere i grundskolen, men også konsulenter, og undervisere på ungdomsuddannelser og professionsuddannelser.

Rikke Egeberg, cand.pæd. didaktik – materiel kultur, er CFU-konsulent for PLC og fysiske læringsmiljøer i Center for Skole og Læring. Pernille Lomholt, cand.mag. og master i IKT og læring, er lektor i EVU og forskning, Center for Skole og Læring, Professionshøjskolen Absalon.
Begge har gennem flere år arbejdet med udvikling af læringsmiljøer, didaktisk design og praksisnær kompetenceudvikling i grundskolen.

 

I. Skolerum, der understøtter inklusion

v. Eva Gjessing, adjunkt på KP

Hvordan designer vi innovativt skolebyggeri, der rummer folkeskolens mere sensitive og udfordrede elever? Denne workshop sætter fokus på relationen mellem skolearkitektur og inklusion. Vi diskuterer ny forskning i tidstypiske planløsninger, udenlandske studier i arkitekturens betydning for læring samt teorier om inklusion. I stedet for blot at se på rummenes funktion undersøger vi, hvordan de udfolder sig i praksis. I grupper får du mulighed for at skitsere på plantegninger og komme med konkrete bud på, hvordan skolerum kan disponeres, så undervisningen bedst muligt favner alle elever i meningsfulde, faglige fællesskaber.

Målgruppe: Primært skoleledere, lærere, lærerstuderende, skole/fritidspædagoger og pædagogstuderende.

Eva Gjessing er arkitekt MAA., cand.pæd. og ph.d. og underviser på pædagoguddannelsen på Københavns Professionshøjskole. Eva har skrevet ph.d. med fokus på relationen mellem ny skolearkitektur og inklusion i skolen og har desuden erfaringer som støtte- og klasselærer i grundskolen.

 

J. Udendørs læringsrum – muligheder, dilemmaer og didaktik

v. Jaris Bigler, Københavns Naturskole, og Niels-Peder Osmundsen Hjøllund, KP

Talkshoppen præsenterer et perspektiv på det udendørs læringsrum, og hvordan det kan understøtte både social og faglig udvikling. Vi diskuterer muligheder og begrænsninger i det udendørs undervisningsrum, og hvordan man kan arbejde med at etablere, udvikle og bruge et sådan rum.
Vi går også i dialog om, hvordan et udendørs undervisningsrum bidrager til elevernes sociale og faglige udvikling og engagement – og kommer ind på spørgsmål som: Er der særlige ting på spil i det udendørs undervisningsrum? Bør elever og lærere forholde sig anderledes end ellers? Hvad betyder arbejdet udenfor for lærerens muligheder for at styre og kontrollere det, der foregår?

Målgruppe: Lærere, pædagoger og skoleledere.

Jaris Bigler er naturvejleder og teamkoordinator på Københavns Naturskole under Afdeling for Bæredygtig Udvikling i Københavns Kommune.
Niels-Peder Osmundsen Hjøllund er chefkonsulent på KP og projektleder på projektet ”Udendørs undervisningsrum: Bæredygtig udvikling og varieret skoledag skaber stærke fællesskaber”.

 

K. Undervisningsplanlægning i praksis: Når didaktik og rum spiller sammen

v. Bodil Hovaldt Bøjer, Det Kongelige Akademi, og Lotte Haag Borg, Syddansk Sundhedsinnovation

Undervisningskvalitet afhænger ikke kun af indhold og metode, men også af de fysiske rammer. Med afsæt i en didaktisk model, hvor bl.a. mål, indhold, metoder og læringsrum ses som indbyrdes afhængige størrelser, sætter vi fokus på, hvordan rum kan understøtte – eller begrænse – forskellige undervisningstilgange.
Du bliver introduceret til en didaktisk-rumlig model, hvor man tænker hvor (det fysiske miljø) sammen med hvem, hvad og hvordan. Herefter vil vi i grupper arbejde med at udvikle et konkret undervisningsforløb med særlig opmærksomhed på, hvordan rumlige greb (fx zoner, møblering, bevægelse og materialitet) kan understøtte forskellige former for elevdeltagelse, samarbejde og fordybelse.

Målgruppe: Primært lærere pædagoger og ressourcepersoner i grundskolen, men også skoleledere og undervisere på ungdoms- og videregående uddannelser.

Bodil Hovaldt Bøjer er lektor ved Det Kongelige Akademi og forsker med speciale i design og brug af læringsmiljøer.
Lotte Haag Borger specialkonsulent ved Syddansk Sundhedsinnovation og arkitekt med erfaring i kobling af undervisning, forandringsprocesser og det fysiske rum.
Begge underviser på diplommodulet ’Design, rum og didaktik’.

 

L. Verdens bedste læserum

v. Karin Dyrendom og Trine Ferdinand, CFU

Læselysten i grundskolen er i disse år under pres, og mange elever kæmper med at finde både roen og motivationen til at dykke ned i bøgernes verden. I denne workshop tager vi fat om problemet ved at gøre eleverne til centrale arkitekter i udviklingen af egne læringsmiljøer. Vi undersøger, hvordan vi kan iscenesætte innovative processer, hvor elevernes ideer, behov og visioner bliver fundamentet for skolens læsemiljøer. Og vi dykker ned i, hvordan man gennem innovative tilgange kan give eleverne reel medbestemmelse, så de føler ejerskab over deres læserum.

Målgruppe: Lærere, pædagoger og PLC-medarbejdere på tværs af alle klassetrin, samt skoleledere, der ønsker at styrke skolens samlede læsekultur.

Karin Dyrendom er pædagogisk konsulent i Future Classroom Lab under CFU, og Trine Ferdinand er danskkonsulent i CFU.

 

Praktiske informationer

OBS! Husk at notere 3 workshopønsker (i prioriteret rækkefølge), når du  tilmelder dig. Brug notefeltet.

Målgruppe
• Lærere og pædagoger, der ønsker at udforske, hvordan det fysiske rum kan styrke undervisningens pædagogiske og didaktiske mål. • Skoleledelser, der vil understøtte udviklingen af innovative læringsmiljøer på deres skoler. • Arkitekter, designere, studerende og andre med interesse for skolebyggeri og læringsrum. • Konferencen er primært målrettet grundskolen, men flere workshops er også relevante for undervisere på ungdomsuddannelser og videregående uddannelser. Se beskrivelserne af de enkelte workshops.

Underviser
Pædagogiske konsulenter fra CFU samt eksterne oplægs-/workshopholdere.

Kursusnummer
Konference-CFU-K26067

CFU-kursusadministration

kursus-cfu@kp.dk
4189 9113

Mandag-fredag kl. 11.00-14.00