Aktiv læring i historie: Aktive elever i historie gennem en undersøgende tilgang
På dette kursus vil du få inspiration til din daglige undervisning i historie med fokus på den undersøgende tilgang til historiefaget, hvor eleverne engageres og udfordres i fagets emner og temaer gennem nye perspektiver og metoder.
Praktisk information
Dato
Tirsdag d. 2.09.2025 -
Tirsdag d. 30.09.2025
Tilmeldingsfrist
5. august 2025
Pris
3.920 kr.
Kursusbeskrivelse
I historie vælger vi ofte de emner, som vi “plejer”. Er du nysgerrig på nye emner og tilgange til historiefaget, og vil du gerne tilbyde dine elever en vedkommende og varierende undervisning? Så er dette kurset for dig.
Du får idéer til din daglige undervisning samt inspiration til nye, relevante læremidler og konkrete metoder i faget. Vi vil arbejde med både digitale og analoge læremidler med særligt blik på udvalgte kanonpunkter, genstande, nærmiljøet og lokalhistorie samt aktuelle emner i nutiden i et fortidigt perspektiv.
På kurset arbejder vi ud fra en undersøgende tilgang til faget med fokus på:
- Digitale og analoge læremidler
- Undersøgelse af nærområder og lokalhistoriske fortællinger
- Åben skole (inddragelse af relevante samarbejder)
- Problemstillinger og kildearbejde
- Produkter og kulturteknikker i historiefaget
- Nyere, aktuelle og kontroversielle emner set i et fortidigt perspektiv.
Du får mulighed for at udvikle dine eksisterende undervisningsforløb – og får konkrete idéer til nye, vedkommende emner/temaer samt et større kendskab til forskellige tilgange og læremidler til faget.
På kurset ser vi på og arbejder med konkrete tilgange og læremidler, der understøtter den vedkommende og elevaktiverende undervisning i faget. Sammen udvikler vi konkrete ideer til din egen undervisning med udgangspunkt i fagets formål, indhold og metoder.
Du vil blive præsenteret for:
- Undersøgende didaktik både i forhold til klassiske temaer, men også nye vinkler
- Historiske steder og genstande
- Digitale læremidler, både film, tv og andre digitale ressourcer til historiefaget
- Læremidler fra dit lokale CFU.
Du vil sammen med andre udvikle på:
- Din egen undervisningspraksis med fokus på det undersøgende historiefag
- Få ideer til metoder og læremidler, der motiverer og engagerer eleverne
- Få konkrete forslag til at inddrage nærområdet i undervisningen
Praktisk information
- Kurset vil bestå af en kombination af mindre oplæg, aktiviteter og workshops.
- Kurset afholdes over to hele kursusdage med en vis afstand, så det er muligt at afprøve nye ideer og erfaringer, som vi forholder os til på 2. kursusdag.
- Det er muligt at inddrage og udvikle egne undervisningsforløb til historie.
Er du ansat på overenskomst mellem KL og Lærernes Centralorganisation (Danmarks Lærerforening og Uddannelsesforbundet) kan du pr. 1. april 2025 søge midler til kompetenceudvikling i Den Kommunale Kompetencefond. Du kan modtage op til 30.000 kr. pr. 12 måneder til kursusgebyr, transportudgifter, materialeudgifter, opholdsudgifter og vikarudgifter. Kompetencefonden dækker 80% af det ansøgte beløb. Det resterende beløb skal dækkes af arbejdspladsen.
Hos CFU kan du søge tilskud til 1-2-dages kurser med titlen ’Aktiv læring’. Med udgangspunkt i CFU’s samling af læremidler får du input til at berige og udvikle din undervisning med fokus på at skabe en varieret undervisning. Aktiv læring betyder praksisnære kurser med hands-on aktiviteter. Det handler også om at fremme en undervisning i grundskolen, hvor elevernes deltagelse og engagement er i fokus.
Søg her: https://vpt.dk/projekt/den-kommunale-kompetencefond
Kurset holdes i samarbejde mellem CFU Absalon og CFU KP.
Målgruppe
Lærere i historie, primært 6.-9. klasse. Kurset er både for dig med lidt eller meget undervisningserfaring. I kan med fordel deltage flere fra samme skole.
Underviser
Karina Bruun Houg - Pædagogisk konsulent, CFU Absalon
Kursusnummer
R25-155